Gode råd og nyttig viden til din ferie

Aircondition, el og vand

Når der bestilles lejlighed/hotelværelse med aircondition, kan dette forekomme mod gebyr. SunCharter kan ikke holdes ansvarlig for gebyrer for aircondition. Det kan ligeledes forekomme, at aircondition kører i intervaller; dvs. i fastlagte tidsrum i løbet af døgnet eller på en bestemt temperatur styret af hotellet. Nogle hoteller har kun aircondition i højsæsonen - typisk fra cirka 1. juni til medio september. Et airconditionanlæg er ikke et varmeanlæg, og du kan derfor ikke forvente, at det kan omstilles til at give varme i kolde perioder.

Visse steder kan der forekomme kortere udfald i elektriciteten og/eller vand. Dette kan også bevirke, at aircondition virker uregelmæssigt. Disse forhold kan SunCharter ligeledes ikke holdes ansvarlig for.

På hoteller, der benytter solenergi, kan der i solfattige perioder være mangel på varmt vand. Hvis du bader på tidspunkter, hvor mange andre gæster bader, kan der også opstå knaphed på varmt vand, men som regel vil der være lunkent vand.

All Inclusive

All Inclusive inkluderer: morgenmad, frokost, aftensmad (serveres oftest fra buffet) samt lokalt fremstillede drikkevarer.
Det kan ikke forventes at yderligere aktiviteter og faciliteter er inkluderet i prisen.

Nogle hoteller har egen á la carte restaurant, som kan benyttes mod gebyr, som bookes og betales direkte hos hotellet ved ankomst til rejsemålet.

All Inclusive-konceptet varierer fra hotel til hotel og fra land til land, hvorfor der ikke kan forventes samme udvalg på forskellige hoteller.

Du kan se alle vores hoteller med All Inclusive lige hér.

Billeder af værelser

SunCharter tager forbehold for billeder på vores hjemmeside af hotelværelser og hotellejligheder, da indretning og materiale der benyttes til gardiner, sengetæpper, gulvtæpper, trægulve etc. kan adskille sig fra billederne på vores hjemmeside. Derudover kan størrelsen af hotelværelser og hotellejligheder variere. 

Billeje

Ønsker du at leje bil på din ferie, kan vores rejseledere på de fleste rejsemål være behjælpelige med dette ved ankomsten til rejsemålet. Foretrækker du at bilen står klar i lufthavnen ved ankomst, kan du kontakte vores rejsekonsulenter, som vil undersøge muligheden for dette.

Vil du høre mere om leje af bil på rejsemålet er du velkommen til at kontakte vores rejsekonsulenter, der kan være dig behjælpelig. 

Ved afbestilling eller tidlig aflevering af billejen refunderer SunCharter ikke din betaling.

Børn

Børn under 2 år

Spædbørn, som ikke er fyldt to år, koster på alle vores rejser 500 kr. Børn under to år får ikke eget sæde i flyet og skal derfor sidde på skødet under flyvningen; samt må kun medbringe 5 kg håndbagage + evt. barnevogn eller klapvogn. Spædbørn må ikke sidde ved nødudgangen i flyet. Der kan medbringes et barn under to år pr. voksen.

Ønsker om barneseng, barnestol m.m. skal oplyses til SunCharter inden afrejse og kan på nogle hoteller forekomme mod gebyr.

Spædbørn tæller med i det samlede antal personer på værelset.

Vær opmærksom på, at børn, der fylder to år før hjemrejsedatoen, ikke går under kategorien spædbørn. Alder på barnet skal derfor oplyses ved rejsens bestilling.

Børn over 2 år

Børn i alderen 2-11 år opnår hos SunCharter børnerabat. Dog gør vi opmærksom på, at på nogle hoteller er aldersgrænsen for børn højere, hvorfor de kan opnå børnerabat på lige fod med børn under 12 år.

Barnet skal rejse sammen med mindst to fuldt betalende voksne med samme rejselængde for at kunne opnå betydelig børnerabat.

Check-in og ud på hotellet

Ifølge de internationale hotelregler foregår check-in kl. 14.00 eller 15.00 afhængigt af hotel, grundet rengøring. I nogle tilfælde vil værelset dog være klar ved ankomsten.

Check-ud foregår kl. 11.00 eller 12.00 afhængigt af hotel, grundet rengøring. Det gælder også, selvom hjemrejsen først påbegyndes efter kl. 24.
Det vil sige, at hvis din hjemrejse f.eks. er 2/6 kl. 02:30, så skal dit værelse forlades 1/6 kl. 12 (nogle steder kl. 11).

Har du sen hjemrejse, vil nogle hoteller kunne tilbyde forlængelse af værelset mod ekstra gebyr. Forlængelse af værelset afhænger af ledigheden på hotellet og kan derfor ikke garanteres.

Dyr på rejsemålet

Der kan på rejsemålet forekomme myg, myrer og kakerlakker m.m., som ikke kan kende forskel på et hotels standard. Skulle du opleve dyr på hotellet eller værelset, skal du tage kontakt til din rejseleder eller receptionen.

På alle vores rejsemål findes løsgående hunde, katte o. lign. Vi anbefaler, at du ikke fodrer og rører ved dyrene. Vi gør opmærksom på at nogle hoteller er beliggende nær lokale miljøer, hvorfor evt. støj fra husdyr kan forekomme. 

Dyr på rejsen

Det er ikke tilladt at medbring dyr på charterrejser med vores flyselskab.

Eneværelser

Eneværelser og dobbeltværelser til enebrug har ofte en mindre god beliggenhed og ikke alle værelser har balkon. Dette kan virke absurd, da hotellet opkræver en ekstrabetaling for disse værelsestyper. Det er praksis i hele verden og er desværre ikke noget, SunCharter har indflydelse på.

Forsendelses gebyr

Det koster ikke gæsten noget at få tilsendt en e-billet/et rejsebevis på mail, som gæsten selv kan printe og medbringe i lufthavnen.

Ønsker gæsten, at vi printer rejsebeviset, kan dette gøres ved at henvende sig til en rejsekonsulent på SunCharters kontor i Aalborg Lufthavn.

Ønsker du at få tilsendt et fysisk rejsebevis, koster dette 50 kr. i forsendelsesgebyr, som afregnes med det samme.

Handicappede

Du skal være opmærksom på, at SunCharters hoteller ikke altid lever op til den definitionen af ”handicapvenligt”, som vi er vant til i Danmark. SunCharter kan derfor kun i begrænset grad tilbyde rejser til kørestolsbrugere, hvor du kan færdes ubegrænset. Derfor anbefaler vi, at du kontakter SunCharter i god tid, så der er størst mulighed for, at der er et egnet hotel ledigt.

Hotelbytte

I forbindelse med bestilling af en rejse er det vigtigt, at gæsten oplyser rejsekonsulenten om eventuelle ønsker og krav, sådan at rejsen bliver til det bedst egnede hotel.

Ønsker du på rejsen at flytte til et andet hotel, skal du kontakte vores rejseledere, som vil undersøge muligheden herfor. SunCharter vil opkræve betaling for prisforskellen mellem de to hoteller samt eventuelle ekstraudgifter til u-/udnyttede værelser. Transporten mellem hotellerne er ligeledes for gæstens egen regning. Det er ikke muligt at flytte til et billigere hotel og få penge retur.

Hotelregler og bestemmelser

Hoteller og hotellejligheder/lejligheder har egne regler for hvilke indkøb, der må medbringes på hotellets område og hvilke ting, der må opbevares i minibaren. Ligeledes har hoteller egne regler for, hvornår poolområdet må benyttes, og hvornår der skal være ro på hotellet.

SunCharter har bedt alle hoteller om at gøre reglerne tydelige for vores gæster, men har ingen indflydelse på hotellets regler. SunCharter har ligeledes ingen indflydelse på eventuelle gebyrer eller efterregninger.

Håndklæder og sengelinned

Du kan altid forvente, at der er sengelinned og håndklæder på værelset og i lejligheden. Dog skal du selv medbringe badehåndklæder til strand og poolområde, medmindre der i faktaboksen på hotelsiden er angivet et ”Ja” ved poolhåndklæder. Leje af poolhåndklæder kan være mod gebyr.

Udstyr i lejligheder

Det kan på nogle hoteller forekomme, at du selv skal stå for indkøb af toiletpapir, håndsæbe m.m. Det er desuden altid en god idé selv at medbringe dåseåbner, proptrækker, karklude, opvaskebørste, viskestykker, kaffetragt og kaffeposer, da du ikke kan forvente, at udstyret findes i lejligheden.

I lejligheder er der normalt kun service til det opgivne antal personer, og det kan være sammensat af forskellige mønstre og stel. Du må ikke forvente køkkenfaciliteter og køkkengrej af betydning, da køkkenet som oftest kun er beregnet til opvarmning af enkle retter. SunCharter har ingen indflydelse på gebyr i forbindelse med ødelæggelse eller mistet udstyr.

Vær opmærksom på, at hoteller og hotellejligheder opkræver betaling for ekstraudstyr som safetyboks, aircondition, barneseng, barnestol m.m., hvis ikke andet er oplyst på hjemmesiden og i kataloget. Ligeledes gælder det for wi-fi på hotellet.

Receptionen

Du kan ikke altid forvente regelmæssig receptionsservice på lejlighedshoteller. På mange hoteller må du forvente at receptionen er lukket i nattetimerne.

Informationsmappe

På alle de hoteller, SunCharter benytter, ligger vores informationsmapper. I informationsmappen finder du mange nyttige informationer om dit hotel og om rejsemålet generelt.

I informationsmappen indsætter vores rejseledere blandt andet brugbare informationer og oplysninger om afhentningstider på afrejsedagen. Er der specielle oplevelser eller hændelser, vil der også blive informeret om dette i mappen.

Det er en god ide at holde sig orienteret via informationsmappen.

Lejlighed/hotelværelse

Du kan altid forvente, at der er sengelinned og håndklæder på værelset og i lejligheden. Det kan på nogle hoteller forekomme, at du selv skal stå for indkøb af toiletpapir, håndsæbe m.m. Det er desuden altid en god idé selv at medbringe dåseåbner, proptrækker, karklude, opvaskebørste, viskestykker, kaffetragt og kaffeposer, da du ikke kan forvente, at udstyret findes i lejligheden. Det er ligeledes meget normalt, at der på flere destinationer ikke findes badeforhæng eller lignende på badeværelset. I lejligheder er der normalt kun service til det opgivne antal personer, og det kan være sammensat af forskellige mønstre og stel. Du må ikke forvente køkkenfaciliteter og køkkengrej af betydning, da køkkenet som oftest kun er beregnet til opvarmning af enkle retter. På All Inclusive-hoteller kan det ikke forventes, at der findes køkkenudstyr. SunCharter har ingen indflydelse på gebyr i forbindelse med ødelæggelse eller mistet udstyr.

Medmindre du har betalt for en bestemt udsigt, kan SunCharter ikke garantere din udsigt. SunCharter kan kun garantere en bestemt beliggenhed, hvilken etage værelset/lejligheden ligger på, antal solskinstimer på terrassen/altanen/balkonen, hvis specifikt værelsesvalg er tilkøbt. Er dette ikke gjort, kan det ikke garanteres, da det er hotellet, der fordeler værelserne/lejlighederne.

SunCharter videresender gerne gæsternes ønske til hotellet.

Lufthavnen

På SunCharters rejser er det muligt at tjekke ind ved selvbetjeningsstanderne i Aalborg Lufthavns afgangshal. Derefter afleveres din bagage ved ”Bagage drop”-skrankerne.

I Aalborg Lufthavn er det muligt at tjekke ind ved personligt fremmøde 15 timer før afrejse dog senest 2 timer før. Ved rejse i højsæson anbefaler SunCharter, at du er i lufthavnen i ekstra god tid. Hvis du er forhindret i at møde op i lufthavnen, skal du kontakte SunCharter hurtigst muligt, da vi ellers betragter rejsen som annulleret. Dermed mister du både dine rettigheder til hotel og din hjemrejse.

Skulle du opleve udfordringer ved check-in ved selvbetjeningen er du altid velkommen til at henvende dig ved Servicecenteret, som kan hjælpe dig. Servicecenteret i Aalborg Lufthavn er åben alle dage fra kl. 06:00-23:00. 

OBS! Ved flyvninger til Tyrkiet foregår check-in manuelt ved skrankerne, som åbner 2,5 time før afrejse.

Det er ikke muligt at tjekke ind online på flyvninger med DAT. 

Medicin

Når du rejser til et andet land, har du selv ansvaret for at undersøge, hvilke regler der gælder for at medbringe medicin til eget brug til det pågældende rejsemål. Når du rejser til udlandet og har medicin med, kan du risikere, at myndighederne i udlandet gerne vil have en forklaring på, hvorfor du rejser med medicin. Du må kun medbringe den mængde medicin, du skal bruge under rejsen, og medicinen skal medbringes i din håndbagage. SunCharter anbefaler, at du kontakter apoteket eller din læge inden afrejse.

Du kan finde mere information om DAT’s retningslinjer omkring medbringelse af medicin her.

Pas og visum

Den rejsende er selv ansvarlig for at have gyldigt pas, visum og eventuelle vaccinationer. Oplysninger, udover hvad der er givet af rejsebureauet, fås ved henvendelse til det pågældende lands ambassade eller hos Seruminstituttet. Ved rejser til Tyrkiet skal du være opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt 6 måneder efter hjemkomst, ellers vil du blive afvist ved indrejse. Børn skal have deres eget pas, uanset hvor gamle de er. Børn og unge under 18 år, som rejser uden en voksen, skal ved køb af rejse kunne fremvise en erklæring fra deres forældre eller værge, om at de har tilladelse til at rejse.

Pension

På flere af vores hoteller kan der forudbestilles pension. Standard, tidspunkter og udvalg varierer fra hotel til hotel og er svarende til hotellets kategori og bærer præg af den lokale kultur, hvorfor der også kan ses mere om den enkelte pension under hotelbeskrivelserne. Vær opmærksom på, at al forplejning, der bestilles hjemmefra, ikke kan ændres eller refunderes, når ferien er påbegyndt.

Blandt typerne af pension kan f.eks. nævnes morgenmad, halvpension, helpension, mini All Inclusive og All Inclusive.

Pool

Du kan kun forvente, at poolen er opvarmet, såfremt det fremgår af hotelteksten. Hvis det fremgår af hotelteksten, skal vandet i poolen være mindst 20 grader. De fleste pools rengøres automatisk af et rensningsanlæg, men det kan være nødvendigt at tømme en pool af hygiejniske grunde. SunCharter har ingen indflydelse herpå og kan derfor ikke drages til ansvar.

Børnepool

En børnepool kan både være en adskilt pool eller være i forlængelse af voksenpoolen

Rengøring

Rengøringen på hotellerne kan ikke sammenlignes med dansk standard. Du kan forvente, at sengen redes, affaldsspanden tømmes, og at der vil ske en lettere rengøring af badeværelse, borde og gulve. Rengøringen kan foregå i løbet af hele dagen og hvor ofte der gøres rent er afhængigt af det enkelte hotel.

Senge

Du må ikke forvente, at sengene på hotellet er af dansk kvalitet. Sengen kan være hårdere eller blødere, end hvad du er vant til, og en topmadras kan mangle. Sengene kan være kortere end to meter. En enkeltseng eller en ekstraopredning er ofte en sammenklappet seng eller en sovesofa. Har du et barn med på under to år, skal du forvente at betale et ekstra gebyr direkte til hotellet, hvis du ønsker en børneseng på værelset/lejligheden.

Støj

SunCharter har ingen indflydelse på hotellets støjregler og har ligeledes ingen indflydelse på hotellets regler for, hvornår der skal være ro. Nogle af de destinationer, SunCharter benytter, ligger nær lufthavnen, hvorfor der kan opleves larm fra lavtflyvende fly. Du skal være opmærksom på, at der i højsæsonen er åbent overalt, og at du derfor kan opleve støj fra gaden, diskoteker og barer.

På flere rejsemål er byggeri og vejarbejde forbudt i højsæsonen, men det er ikke alle byggefirmaer, der tager højde for det. SunCharter har ikke mandat til at forhindre det, og kun sjældent får SunCharter besked fra de lokale myndigheder, når byggeriet påbegyndes. Skulle støjgenerne være til for stor gene for din ferie, så kontakt da din rejseleder.

Udflugter

På alle destinationer tilbydes der udflugter. Du kan læse om de forskellige udflugter på hjemmesiden under det ønskede rejsemål eller i vores SunCharter app 14 dage før afrejse.

Ved inspirationsmødet på destinationen vil rejselederne give mere information om de forskellige udflugter, samt at du her har mulighed for at tilmelde dig. Kan du ikke vente med at bestille din favorit udflugt kan denne bestilles via SunCharter appen.

SunCharter tager forbehold for løbende ændringer i udflugts-/arrangement programmerne på de givne destinationer.

Udsigt fra værelset

Når der ved visse værelsestyper på hotellerne er angivet udsigt mod eksempelvis hav, pool, bjerge, have eller grønne områder, henvises der udelukkende til, hvor på hotellet det pågældende hotelværelse er placeret. Du er derfor ikke garanteret den bedst tænkelige udsigt fra værelset og/eller en panoramaudsigt fra dit hotelværelse, udelukkende at dit hotelværelse vil vende i retning mod den anviste udsigt. Så længe dit hotelværelse er beliggende mod den anviste udsigt, er det derfor heller ikke muligt at klage over et begrænset udsyn.

Det eneste tilfælde, hvor du er garanteret en bestemt udsigt, er, hvis du tilkøber et hotelværelse med en specifik udsigt og betaler et ekstra gebyr herfor oven i den almindelige pris på værelset. Såfremt du ved ankomst til hotellet ikke tildeles et hotelværelse med den pågældende udsigt, som du mod ekstra gebyr har bestilt, kontakt da straks en af SunCharters rejseledere på rejsemålet med henblik på en udbedring heraf. 

Det kan forekomme, at et træ eller en palme er placeret sådan, at noget af udsigten dækkes. På de fleste destinationer er træerne fredede, og derfor må hotellet ikke fjerne dem uden tilladelse. På nogle etager kan der være begrænset udsigt.

Ydersæson

Ønsker du et mere autentisk møde med dit rejsemål, kan det anbefales at rejse i ydersæsonen, altså i begyndelsen af en sæson eller i slutningen af en sæson.

På mange feriedestinationer tilpasser de lokale sig nemlig mængden af turister, hvorfor flere restauranter, butikker og hoteller, der primært henvender sig til turister, lukker i perioder med færre turister. Det betyder, at du i ydersæsonen typisk vil møde et mindre udbud af faciliteter på eksempelvis dit hotel og i den ferieby, du bor i. Dette giver dig en ferie på en mindre turistet og tætpakket feriedestination, hvor du har bedre plads til at suge den autentiske stemning på rejsemålet til dig samt bedre mulighed for at opsøge alle de lokale steder, hvor befolkningen selv kommer.