Vulkanen Teide

Fridrik, Rejseleder for SunCharter, Tenerife, vintersæson 2015/2016.

På Tenerife er kanarierne så heldige at have vulkanen Teide. Teide er med sine 3718 meter Spaniens højeste punkt. Første gang, man stifter bekendtskab med vulkanen, er, når man flyver ind over Tenerife og skal til at lande på den skønne ø, så stikker den mægtige vulkan op med sin hvide top, der er farvet af saltet fra det svovl, der kommer fra vulkanen.

Teide er Tenerifes største turistattraktion og selvfølgelig noget, man bare skal opleve, hvis man ikke har været deroppe før.

Turen derop

For at komme op til Teide skal man på lidt af en køretur. Det er trods alt et stykke op, man kører. Der findes fire veje op til toppen. Jeg vil beskrive turen fra Playa de Las Américas og omegn, som er den mest vante at køre derop. Man starter med at tage afkørslen ved Los Cristianos og køre mod den gamle by Arona. Herfra kører man mod byen Vilaflor. På vej til Vilaflor ser man rigtigt, hvordan vegetationen skifter og bliver forandret på vej opad. Når man kommer over Arona, ser man udsigten ned mod kysten, hvor man kan se de store drivhuse med bananer og papayafrugter. Længere oppe på vej mod Vilaflor ser man, hvordan de importerede kaktusser fra Mexico dominerer landskabet.

Vejen op til vulkanen Teide

 

Når man kommer til Vilaflor, kan man virkelig mærke, hvordan kulden begynder at bide. I denne by befinder man sig i omkring 1400 meters højde, og ofte, i vinterperioden, er her ikke varmere end 10-15 grader. Faktisk er Vilaflor Spaniens højest beliggende by og har tidligere været kendt for sin store vinproduktion. Vinproduktionen nåede aldrig at blive en stor succes, da de kanariske vine bliver udkonkurreret af vine fra fastlandet, Frankrig og mange andre steder i verden. Den dag i dag er de meget mere kendt for deres produktion af vand, da man finder underjordiske søer under Vilaflor. Her pumper man vandet op og sender det til vandproducenten Fuentealta, som bearbejder det og tapper det på flasker.

   Efter den pragtfulde, lokale by kører man igennem en kæmpestor pinjetræsskov, som virkelig dominerer landskabet. Mest af alt ligner det en almindelig fyrretræsskov fra Danmark, hvor træerne blot er noget højere. Man kører langsomt igennem skoven og kommer ud på den anden side, hvor man er kommet op i omkring 1900 meters højde. Her er det svært for vegetationen at gro. Man kommer til nationalparken, som faktisk er et stort vulkankrater, man kører igennem. For omkring 3 millioner år siden var der nemlig en stor vulkan ved navn Las Cañadas, som, man mener, sprøjtede så meget lava ud, at den blev helt tømt indeni og braste helt sammen. Man mener, at vulkanen var omkring 5-6000 meter høj. Nu står siderne af vulkanen der stadigvæk som en lang bjergkæde på godt 75 km. På spansk kalder man det en ”Caldera”, som betyder gryde/kedel. 

Panaroma view af vulkanen Teide

Teide

Som man kører igennem nationalparken, Las Cañadas, kan man ikke undgå at få øje på den kæmpestore vulkan, Teide. Man kører langs de små veje hen til svævebanen, som befinder sig i 2255 meters højde, hvilket er det højeste, man kan komme op med bil. Herfra kan man tage svævebanen op for 27 €. Det er alt efter vind og vejr, om svævebanen er åben. I denne højde kan man sagtens risikere, at der findes et dybt lag sne. Tidligere har jeg prøvet, at temperaturen har været omkring frysepunktet, når man kører i dette område. Vil man med svævebanen op, kommer man 1300 meter højere op. Det tager omkring 7-8 minutter at komme derop, hvorfor man godt kan risikere at blive lidt svimmel da det går ret hurtigt. Med svævebanen kommer man ”kun” op til de 3555 meter. 

 
SunCharter guide på vej til Teide

De resterende 163 meter til toppen kan nærmest ikke bestiges. Det er en vandretur, der skal bookes flere måneder i forvejen. Denne foranstaltning blev lavet for nogle år siden for at begrænse antallet af turister, der kommer til toppen. I dag må der nemlig kun komme 100 personer pr. dag helt op til toppen for ikke at slide på vulkanen.

Vulkanen er stadigvæk aktiv den dag i dag. Ikke ment på den måde, at den går i udbrud, men at den sover og stadigvæk slipper en masse gasser ud hver eneste dag. Man mener, at Teide var i udbrud for omkring 1000 år siden. Det seneste vulkanudbrud, der har været her på øen, var i 1909 ved Chinyero-krateret, og før det var det Pico Viejo eller Teides næse, som man også kalder den, i 1798. Man taler om, at Teides næse har været det kraftigste vulkanudbrud på Tenerife, i og med vulkanen spyede lava ud i hele 92 dage.

Turen ned

Kører man ad vejen ned mod Chio, har man mulighed for at se bl.a. Teides næse og vulkanen Chinyero. På denne vej ned ser man også en anden pinjetræsskov. Det var faktisk i denne skov, den seneste skovbrand fandt sted på Tenerife. Den fandt nemlig sted i 2007. Man kan se, hvordan stammerne på pinjetræerne stadigvæk er helt forbrændte og sorte. Længere nede kan man køre ned på motorvejen, som er den helt nye motorvej. Det har taget øboerne godt 10 år at bygge den, og i december 2015 lykkedes det dem at åbne den. Derfra er der ikke langt hjem til Los Cristianos, Playa de las Américas og Fañabé.

 

 At se og opleve Teide er en fantastisk oplevelse, som man bør unde sig selv, når man er der. Har man friske ben og mod på det, så kan det også anbefales at booke vandreturen op til toppen – det kræver blot, at man er i god tid.

Med venlige solskinshilsner

SunCharter, Team Tenerife
Fridrik, Mette-Sofie og Marlene

Valgt finansiering:

Skift finansieringstype